I denne regering – som i øvrigt også i den nuværende, og blandt forligspartierne – er der et fokus på at skabe et Danmark med bedre balance mellem land og by, storby og provins, center og periferi.
Den nuværende regering har igangsat en række initiativer til at sikre, at landet ikke trække yderligere fra hinanden, dels via Indenrigs- og Boligminister Kaare Dybvad Beks ministerium, dels gennem andre ministeriers prioritering af placering af aktiviteter uden for de store byer.
På regionalt og kommunalt niveau er der en stærk interesse i at fastholde, og meget gerne øge, tilstedeværelsen af uddannelse på alle niveauer, fra grundskole til videregående uddannelse. Der arbejdes i regionalt regi systematisk med tilvejebringelse af data for den demografiske udvikling for samtlige områder i Danmark. Kommuner arbejder målrettet med strategier for vækst og udvikling, hvori uddannelse spiller en stadig større rolle.
Det er utrolig vigtige drøftelser, som ikke kan prioriteres nok. For erfaringen har vist, at hvis først skoler lukker, trækker det en hale af uønskede konsekvenser for lokalsamfundene, konsekvenser, der er svære bagefter at rette op på. For de videregående uddannelsesinstitutioner er tilstedeværelsen af gode grundskoler og ungdomsuddannelser afgørende for tiltrækning og fastholdelse af studerende. Og for virksomheder og erhverv er tilstedeværelsen af højt kvalificerede uddannelsesinstitutioner afgørende for muligheden for at tiltrække og fastholde kvalificeret arbejdskraft. Kortet ned til det helt grundlæggende kan man sige, at uden skoler, ingen vækst.
Samtidig er det ikke enkelt eller ukompliceret at løse afvandringsproblemer, eller sikre tilstedeværelsen af ungdomsårgange, der sikrer lokalsamfundenes livskraft. De næste 10 år falder antallet af unge over hele lan det – undtagen i København.
Tilskyndelsen til at igangsætte projekter, initiativer, der skal gøre attraktiviteten for en egn eller kommune større, er åbenlys. Markedsføre sig tydeligere. Skabe miljøer, der skal hamle op med å-distriktet i Århus eller indre by og bro-kvartererne i København lyder besnærende. Men som en ung forsker, jeg kender, siger det, så ved de unge i Esbjerg godt, at Esbjerg ikke er Århus eller København. Og at forsøge at bilde dem ind, at de kan få de samme oplevelser, miljøer eller muligheder i syddanmark er at putte dem blår i øjnene. Det bliver ikke taget vel imod.
Så det store, og næsten ubesvarlige spørgsmål er, hvad kan få de unge, der bor her, til at blive, og hvad kan trække de unge, der bor andre steder, hertil?
Det er der, vi skal starte, inden vi sætter initiativer i gang til at markedsføre eller synliggøre eller brande.